Log ind

Brugernavn:


Kodeord:


Husk mig


 QQ Netværk - medlem

Tilmeld dig dette forum.
Det koster kun kr. 120,- om året, men .....
.... du får de første 2 måneder gratis så du kan se om det skulle være noget for dig.
Billede


 Forum Farve




 Link til os

I kan linke til QQ Netværk, hvis i har lyst. Benyt følgende HTML:




  • Hvem er QQ Netværk?

Velkommen

Til vores store glæde er du havnet på QQ Netværk's site.
Du er sikkert nysgerrig efter at vide, hvad vi er for nogen, så vi starter med at fortælle lidt om os selv.

Hvad vi laver?

Vi er postbude og pileflettere, biologer og buschauffører, forfattere og førtidspensionister, sosu'er og journalister. Vi er sekretærer og selvstændige, korrespondenter, køkkenassistenter og keramikere, landmænd, landskabsarkitekter og lærere og derudover togførere, malere, socialrådgivere og alt muligt andet.

Hvad vi interesserer os for?

Jooh, lad os nu se....... Vi stæser rundt på en agilitybane med vores veltrimmede hunde eller slænger os mageligt i sofaen med vores småfede katte. Vi suser ned af Susåen i kano og kajak og vandrer den ene seje kilometer efter den anden ad snørklede klintestier eller tager bilen til supermarkedet, der ligger lige henne om hjørnet. Vi går til Grøn koncert og tyller bajere eller lytter andægtigt til Bethovens Femte, mens vi nipper til en årgangsrødvin. Vi går til linedance eller dybsindige foredrag. Vi ser dybdeborende politisk dokumentar på DR2 eller letbenet underholdning på 3'eren.

Hvornår vi sprang ud?

Da vi var 14 og 47 og 20 og 35. Nogle af os havde en mand og fik et par dejlige unger, som vi ikke ville være foruden og nogle af os har aldrig rørt en mand, end ikke med en ildtang!

Hvordan vi er?

Vi er tykke og tynde, bymennesker og bonderøve, vagtelspisere og vegetarer, trofaste og troløse, singler og sammensplejsede. Og ellers er vi musikalske og tonedøve, monogame og promiskuøse, troende og ateister, konservative og kommunister. Vi er gamle og unge og lige midt i livet.
Vi er udadvendte og generte, feminine og maskuline og en ubestemmelig, men temmelig spændende mellemting....
Vi er simpelthen bare en guldgrube af mangfoldighed!


Men hvad har vi så til fælles spørger du måske!

To ting:
1. Vi elsker kvinder! Vi ikke bare elsker kvinder, vi begærer dem, vi tilbeder dem, vi forelsker os i dem, vi kan ikke leve uden dem, vi får grå hår i hovedet af dem. De knuser vores hjerter og gør vores liv værd at leve.
2. Vi glæder os til at møde DIG!!!


  • Hvad er QQ Netværk?

Tilbageblik

I oktober 2007 tog en lille gruppe kvinder initiativ til noget der bare var tænkt som et mindre lokalt netværk for lesbiske omkring Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster.
Tanken var at lære nye mennesker at kende, knytte kontakter på kryds og tværs alt efter interesser og kemi, mødes omkring nogle fælles arrangementer - julefrokost, sommerudflugt, vandreture o.s.v., at kunne finde nogen at følges med til f.eks. koncerter, museumsbesøg o.l., men også de helt små ting som at hjælpe hinanden i hverdagen når behovet opstod.

D. 19. november blev der kaldt til et "opstartsmøde" i Vordingborg og 22 glade kvinder mødte op. QQ Netværk var en realitet.

Der blev oprettet en mailingliste på Groupcare og listen voksede støt og roligt efterhånden som rygtet bredte sig.
Rent geografisk blev der også udvidet for der kom senere tilmeldinger fra resten af Sjælland, Fyn og Jylland og det blev efterhånden en ret stor og spredt gruppe.

Nuet

Behovet for en udvidelse opstod, men hvad så med det gyldne overblik?
Løsningen blev dette forum, hvor vi kan mødes, finde hinanden i lokalområdet, holde os orienteret, tage initiativ til, og ikke mindst deltage i forskellige arrangementer både lokalt og på landsplan.
Der er også rig mulighed for at finde sammen i interessefællesskaber, diskutere stort og småt, skrive dagbog på din egen side, købe og sælge via loppemarked, løse Sudoku, chatte, oprette galleri og måske endda finde den store kærlighed, hvis hun ikke allerede er fundet ;-)

Fremtiden

Visionen er selvfølgelig at samle alle Danmarks lesbiske i et netværk, nemlig QQ.
Nå, mindre kan sikkert gøre det, meen...... ;-)

Fremtiden kan du være med til at præge. Vi ønsker ikke at skabe en forening, hvor det hele hænger på Tordenskjolds soldater.
Vi ønsker at skabe grobund for et dynamisk netværk, hvor alle byder ind og og er aktivt deltagende ud fra deres evner og muligheder.

Hvis dette har fanget din interesse så tilmeld dig. Du får 2 måneder kvit og frit til at se om dette er noget for dig.


  • Det med småt

Tilmelding!

Det tager både tid og er besværligt, at blive tilmeldt hos QQ Netværk.
Vi skal have oplyst dit rigtige navn og telefonnummer ved tilmeldingen, men det er dog kun administratorerne der kan se disse oplysninger.
Dernæst skal en administrator godkende din tilmelding. Dette kan tage fra 5 minutter og op til flere timer da vi jo ikke er online døgnet rundt, men vi bestræber os på, at være hurtige.

Tryghed!

At det er så omstændigt at blive tilmeldt giver både dig og os den tryghed, at vi alle er nogenlunde sikre på hvem vi er sammen med.
Vi ønsker ikke at virke paranoide, men bare så vidt det er muligt sørge for at også du kan føle dig tryg.

Betaling!

Pr. 1. januar 2010 er QQ Netværk et betalingssite.
Alle får 2 måneders gratis prøvetid og derefter vil det koste kr. 120,- om året.
Skulle du mod forventning ikke ønske at fortsætte dit medlemskab kan du til enhver tid få slettet din profil.

På Gensyn. Jannie L

tilmeld